Springe nei ynhâld

Meidogger:Rmir2/sandkasse2

Ut Wikipedy
Germanske stammer omkring 50 e.Kr.
Germanske folk ca. 150 e.Kr.

Chaukerne (latin: Chauci, tysk: Chauken og identisk eller lignende på andre moderne sprog) var et germansk folkestamme, der boede i lavlandsområdet mellem floderne Ems og Elben på begge sider af Weser ved nordsøkysten og så langt ind i landet som til øvre Weser. Langs kysten levede de på kunstige forhøjninger kaldet verfter, der var byggede høje nok til at forblive tørre selv under det højeste tidevand. En tæt befolkning af chaukere boede længere inde i landet, og de formodes at have levet på en måde svarende til de andre germanske stammers liv i området.

Chaukernes oprindelse er fortsat ukendt. I perioden forud for folkevandringstiden, det vil sige før ca. 300 e.Kr., beboede chaukerne og de beslægtede frisere, saksere og anglere den kontinentale europæiske kyst fra Zuiderzee til Sydjylland.[1] Alle disse folk delte en fælles materiel kultur, og de enkelte folk kan derfor ikke afgrænses sikkert arkæologisk.[2] Chaukerne var oprindeligt koncentreret mellem Weser og Elben, men i ca. år 58 ekspanderede de vestpå til floden Ems ved at fortrænge nabofolket ampsivarierne,[3][4] hvorved de fik friserne mod vest som deres nye naboer. Romerne benævnte de chaukere, der boede mellem Weser og Elben, som "stor-chaukere", og dem, der boede mellem Ems og Weser, som "små-chaukere".[5]

Chaukerne omtales første gang i klassiske romerske kilder i slutningen af det 1. århundrede f.Kr. i forbindelse med romerske militære kampagner og sejlads. I de næste 200 år optræder chaukere som romerske hjælpetropper (auxiliarii) gennem traktatlige forpligtelser, men de synes også at have varetaget egne interesser i forbindelse med andre germanske stammer, der modsatte sig romerne. Krigsannalerne nævner derfor chaukere på begge sider af konflikten, selv om handlinger fra tropper underlagt traktatforpligtelsen var forskellig fra stammens politik.

Chaukerne mistede deres særskilte identitet i 3. århundrede, da de smeltede sammen med sakserne[6], hvorefter de blev anset for at være saksere. Omstændighederne omkring denne sammensmeltning er et uafklaret spørgsmål i den videnskabelige forskning.

Samfund og liv

[bewurkje seksje | boarne bewurkje]
Verftbebyggelse på hallig Hooge.

De germanske stammesamfund i området var ikke særligt hierarkiske. Dette var blevet bemærket af Tacitus, for eksempel da han i 1. århundrede nævnte navnene på to konger for friserne og tilføjede, at de var konger "så vidt germanerne er under konger"..[7] Moderne forskere har ment, at chaukerne oprindeligt hverken var særligt centraliserede eller udpræget socialt lagdelte, selv om de blev det efter år 100.[8] I moderne fremstillinger af de "kontinentale saksere" i det 5. århundrede (som på dette tidspunkt også omfattede chaukerne) som havende stærke lokale familier og en dominerende militær leder.[9]

Plinius den ældre, der skrev i år 79, omtaler, at de germanske stammer tilhørte forskellige grupper af folk, hvilket tyder på en sondring blandt dem. Han sagde, at chaukere, kimbrere og teutonere, det vil sige stammerne fra floden Ems op gennem Jylland og et godt stykke ind i landet, var medlemmer af en større folkegruppe kaldet ingaevonere (et "cimbri"-folk blev også givet som medlemmer af en anden gruppe, men dette er sandsynligvis et andet folk).[10]

Plinius havde besøgt kystregionen og beskrevet de chaukere, der boede der. Han sagde, at de var "elendige indfødte", der levede på en kæmpe kyst i små hytter (eller hytter) på bakketoppe eller på højdergrave bygget højt nok til at forblive tørre under højeste tidevand (dvs. verfter). De fiskede efter mad, og i modsætning til deres naboer (dvs. de, der bor inde i landet, væk fra kysten) havde de ikke kvæg og havde ikke noget at drikke, undtagen regnvand fanget i grøfter. De brugte en type tørret mudder (dvs. "overfladetørv") som brændsel til madlavning og opvarmning. Han nævnte også deres ånd af uafhængighed og sagde, at selvom de ikke havde noget af værdi, ville de dybt fornærme ethvert forsøg på at erobre dem.[11]

Tacitus, der skrev i år 98, beskrev det indre, ikke-kystnære chauker-hjemland som enorme, tætbefolkede og vel forsynede med heste. Han var effusiv i sin ros af deres karakter som et folk og sagde, at de var de ædleste af tyskerne, foretrak retfærdighed over for vold, hverken var aggressiv eller rovdyr, men militært stand og altid forberedt på krig, hvis behovet opstod.[12] s. 266

Klassisk romersk historie

[bewurkje seksje | boarne bewurkje]

De skriftlige kilder er ufuldstændige. Størstedelen af ​​historiske oplysninger om chaukerne stammer fra Tacitus Annaler, skrevet i år 117. Mange dele af hans værker har ikke overlevet, herunder en hel sektion, der dækker årene 38-46, samt årene efter år 69.

Den tidligste omtale af chaukerne er fra 12 f.Kr. og tyder på, at de hjalp andre germanske stammer i en krig mod romerne. Drusus kæmpede mod de germanere langs Nedre Rhinen, og efter at have ødelagt landene vest og nord for Rhinen vandt han over (eller besejrede eller skræmte) friserne. Han var ved at angribe chaukerne, da hans fartøjer blev fanget af en tidevandsebbe. Drusus opgav angrebet og trak sig tilbage.[13]

Følgerne efter slaget i Teutoburgerskoven, ca. 15

[bewurkje seksje | boarne bewurkje]

Germanerne under Arminius havde ødelagt 3 romerske legioner under ledelse af Varus ved Slaget ved Teutoburg-skoven i år 9 e.Kr. Romerne genvandt først, men da begyndte Germanicus destruktiv kampagner mod de germanere, som romerne skyldte deres nederlag. Chaukerne var ikke blandt dem og siges at have lovet hjælp og var forbundet med romerne i "militært fællesskab".[14] Men skønt det lykkedes at overvinde Arminius' egen stamme (Cherusci), kunne romerne ikke fange eller dræbe Arminius, der flygtede. Der var chaukere blandt de romerske hjælpetropper, og de fremkom rygter om at de havde tilladt flugten. [15] I en af ​​kampagnerne blev en romersk flåde (sandsynligvis flodgående, ikke havgående) splittet af en storm, hvorved der skete mange ulykker. Det lykkedes Germanicus selv at overleve ved at nå chaukernes områder, hvor han opnåede et sikkert fristed.[16]

Ampsivarerne havde ikke støttet den germanske frihedskamp ledet af Arminius i 9 e.Kr. og var blevet udstødt af stammefællesskabet som følge heraf. Chaukerne havde ikke lidt sådan utilfredshed fra de andre germanske stammers side efter slaget i Teutoburgerskoven, men havde heller ikke ødelagt forholdet til romerne. Mange år senere, ca. år 58, så chaukerne en mulighed for at fordrive ampsivarerne og besætte deres områder ved floden Ems munding, hvorved de fik en grænse fælles med friserne mod vest.[17]

Romernes krig mod Gannascus, ca. 47

[bewurkje seksje | boarne bewurkje]
Rekonstruktion af en flodbåd fra Classis Germanica (Rhinen-flåden) fra 1. århundrede e.Kr.

I år 47 (og måske engang tidligere) var chaukerne sammen med friserne uder ledelse af en vis Gannaskus af Cannefaterne, en mindre germansk stamme ved ysten. De hærgede både langs den daværende kyst for Gallia Belgica (det vil sige landet syd for Rhinen og nord for floderne Marne og Seine), og chaukerne foretog togter ind i det område, der senere skulle blive den nærliggende romerske provins Germania Inferior, i Rhinens delta (i det, som nu det sydlige Holland).[18]

Corbulo blev udpeget til lokal romersk militærkommandør. Han forfulgte germanerne med fremgang både til lands[19] og til vands, besatte Rhinen med sine triere (en slags galej, hvor roerne var fordelt i tre niveuaer) og sendte sine mindre fartøjer op i flodmundinger og kanaler. Den germanske flåde blev ødelagt i et søslag, Gannaskus blev fordrevet, og det frisiske territorium blev besat med vold.

En forhandling mellem romerne og Gannaskus blev arrangeret under opsyn af "stor-chaukere", hvilken lejlighed romerne brugte som en mulighed for at myrde deres modstander. Chaukerne blev oprørt over det misbrug af forhandlingstillid, som havde været forudsætningen, så kejser Claudius forbød yderligere angreb på germanerne i et forsøg på at lette spændingerne, og romerne trak sig tilbage til Rhinen.[20]

Bataviernes oprør, ca. år 69

[bewurkje seksje | boarne bewurkje]

I år 69 rejste batavierne og andre stammer sig mod romerske styre i batavernes oprør, hvilket udviklede sig til et generelt oprør af alle germanerne i regionen. Ledet af civile, påførte de store romerske tab mod romerne, herunder ødelagde en germansk flåde en romersk flåde ud for nordsøkysten.[21] Ledet af Cerialis reagere romerne med samme effektivitet og formåede derved i sidste ende at påtvinge batavierne en ydmygende fred efterfulgt af udstationering af en legion på deres territorium.

Både chaukerne og friserne havde hjælpetropper, der tjener under romerne, og under en belejring og et overfald af Civilis ved Colonia Claudia Ara Agrippinensis (i moderne Köln) var en kohorte af chaukere og frisere blevet fanget og brændt.[22][23] Chaukerne havde støttet Civilis i deres egen interesse og givet ham forstærkninger.[24]

Sørøvere

[bewurkje seksje | boarne bewurkje]

Chaukerne var blandt de mest fremtrædende tidlige germanske sørøvere.[25] De var sandsynlige deltagere i den germanske flåde, som blev ødelagt af Drusus i 12 f.Kr. De hærgede den romerske provins Gallia Belgicas kyster i år 41[26] flere år før de deltog i yderligere hærgninger af de samme kyster under Gannaskus i år 47. Det er sandsynligt, at deres hærgninger var endemiske gennem årene, da de få skriftlige overleveringer sandsynligvis ikke afspejler alle forekommende tilfælde. Tacitus beskriver chaukerne som "fredelige" i hans Germania (år 98), men det er i en passage, der beskriver de ikke-kystnære, indlandschaukere,[27] mens de søgående nødvendigvis var kystboere.

Ved slutningen af 2. århundrede var chaukernes hærgninger stadig forekommende og mere alvorlige end før, og de fortsatte i den engelske kanal i hvert fald til deres sidste registrerede hærgninger ca. år 170-175.[28] Selvom der ikke er nogen historiske kilder til at informere os om den senere udvikling, er det sandsynligt, at chaukerne fortsatte deres hærgninger og derefter spillede en rolle i dannelsen af de nye germanske magter, frankerne og sakserne, der hærgede i det 3. århundrede.[29]

Der er arkæologiske beviser for ødelæggelse af sørøvere mellem år 170-200, på den kontinentale kyst ned til Biscayabugten, til Gallia Belgica i nordvest (fx. hærgende brande ved Amiens, Thérouanne, Vendeuil-Caply, Beauvais, Bavai, Tournai og Arras) til kystnære dele af Storbritannien (fx. hærgende brande i Essex på stederne Chelmsford, Billericay, Gestingthorpe, Braintree, Wickford, Kelvedon, Great Chesterford og Harlow). Gerningsmændene er ukendte, men chaukiske sørøvere er blandt de primære mistænkte.[30]

Romerne reagerede med forsvarsforanstaltninger. Caistor-by-Norwich, Chelmsford og Forum Hadriani (nutidens Voorburg) (Canninefates civitas i nærheden af Haag) var alle befæstede ca. 200, og romerne begyndte et defensivt beskyttelsessystem især langs Storbritanniens og kontinentets kyster. Dette system blev løbende opretholdt og forbedret, hvilket romerne næppe ville have gjort, medmindre der var en vedvarende trussel mod at blive angrebet. Systemet fortsatte med at udvikle sig da de chaukiske sørøvere forsvandt og blev afløst af de frankiske og saxiske, indtil slutningen af 4. århundrede. Derefter blev området kendt som den saksiske kyst, et navn givet det af Notitia Dignitatum.[31]

En passage skrevet af Zosimus, en græsk historiker i Konstantinopel, er blevet regnet som en af de sidste omtaler af chaukerne, og en hvor de specifikt nævnes som en saksisk gruppe; men det afhænger af, om vi kan ligestille dem med "Kouadoi" i Zosimus græsk, et navn han tilsyneladende havde anvendt forkert.[32] Julian den Frafaldne kæmpede mod saksere og frankere, herunder salianere, men tillod derefter salianerene, der "nedstammer fra frankerne", at bosætte sig i Toxandria i 358. Ifølge Zosimus skete dette som svar på et angreb fra havet af "Kouadoi"-saksere, der ramte både romerne og salianerne, som havde boet i floddeltaet.[33]

Noter

[bewurkje seksje | boarne bewurkje]
  1. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Dark Age Naval Power. Haywood uses the term 'North German' to distinguish them from the 'Rhine Germans' (the Caninnefates, Batavians, and "Frankish" tribes).
  2. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Dark Age Naval Power. Haywood cites Todd's The Northern Barbarians 100 BC–AD 300 (1987) for this conclusion.
  3. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Annals, Bk XIII, Ch 55. Events of AD 54–58. The Germans under Arminius had wiped out 3 Roman legions under Varus at the Battle of the Teutoburg Forest. The Ampsivarii had not supported the German cause and had been ostracised as a result. Many years later, c. AD 58, the Chauci then took the opportunity to expel them and occupy their land at the mouth of the River Ems.
  4. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Dark Age Naval Power. Haywood cites Tacitus as well as a number of other sources.
  5. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Annals, Translator's note on Bk XI, Ch 19.
  6. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Dark Age Naval Power.
  7. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Annals, Bk XIII, Ch 54. Events of AD 54–58.
  8. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Dark Age Naval Power. The referenced footnote notes that the Chauci heartland between the Elbe and Weser contained huge cremation cemeteries with a uniform range of poor quality grave goods. In the 2nd century aristocratic cemeteries with rich grave goods appear.
  9. ↑ Berjocht:Citation
  10. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Natural History, Bk IV, Ch 28: Germany. A footnote suggests that the two references to the Cimbri in two different groups were not references to the same people.
  11. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Natural History, Bk XVI, Ch I: Countries that have no trees. Pliny also notes that the Chauci lived between the Rivers Ems and Elbe.
  12. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Natural History, Bk XVI, Ch I: Countries that have no trees. Pliny also notes that the Chauci lived between the Rivers Ems and Elbe.
  13. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Roman History, Bk LIV, Ch 32.
  14. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Annals, Bk I, Ch 60. Events of AD 15–16.
  15. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Annals, Bk II, Ch 17. Events of AD 16–19
  16. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Annals, Bk II, Ch 24. Events of AD 16–19.
  17. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Annals, Bk XIII, Ch 55. Events of AD 54–58.
  18. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Annals, Bk XI, Ch 18–19. Events of AD 47–48.
  19. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Annals, Bk XVI, Ch 17. Events of 65–66 (Rome and Parthia—Campaigns of Corbulo in the East). Tacitus makes the parenthetical comment that Corbulo had driven the Chauci out of the provinces of Lower Germany which they had invaded in AD 47.
  20. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Annals, Bk XI, Ch 18–19. Events of AD 47–48.
  21. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Dark Age Naval Power.
  22. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Histories, Translator's Summary of Chief Events.
  23. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Histories, Bk IV, Ch 79.
  24. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Histories, Bk V, Ch 19. A footnote makes reference to "Cp IV.79".
  25. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Dark Age Naval Power.
  26. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Dark Age Naval Power.
  27. ↑ Berjocht:Harvcolnb, The Germany, XXXV.
  28. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Dark Age Naval Power.
  29. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Dark Age Naval Power.
  30. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Dark Age Naval Power.
  31. ↑ Berjocht:Harvcolnb, Dark Age Naval Power.
  32. ↑ Berjocht:Citation
  33. ↑ Zosimus Nova Historia Book III

Litteratur

[bewurkje seksje | boarne bewurkje]

Berjocht:Refbegin

Berjocht:Refend

Opfrege fan "https://fy.wikipedia.org/w/index.php?title=Meidogger:Rmir2/sandkasse2&oldid=925177"